"... Som chef de mission for Danmark ved 8 olympiske lege har jeg haft æren og glæden af at stå i spidsen for ca. 400 danske OL-deltagere. Altså topidrætsudøvere, som har opnået et så højt internationalt niveau og opnået så gode resultater ved VM, EM og World Cups, at de har kvalificeret sig til OL. Hvad har de 400 danske topudøvere til fælles?
Som altid, når man generaliserer, vil det være muligt at finde undtagelser. Men som altovervejende hovedregler kan jeg pege på følgende:
• Topatleten tager ansvar for sin egen udvikling, på og udenfor idrætspladsen
• Topatleten kræver meget af andre, men mest af sig selv
• Topatleten elsker at træne, at konkurrere og at vinde
• Topatleten har klaret den svære overgang fra ungdoms- til voksenidræt
• Topatleten sætter sine egne målsætninger, uafhængigt af klub, forbund, Team Danmark osv.
• Topatleten har forældre, der har støttet, kørt og betalt, men ikke pacet
Der er ingen modsætning mellem disse egenskaber og det at vise omsorg for andre - og god og hensynsfuld opførsel i det hele taget. Men selvfølgelig vil den virkeligt talentfulde ofte anses for at være besværlig af dem, der ikke forstår, hvad der kræves for at nå til tops, og som derfor ikke forstår de krav, topatleten stiller til sine omgivelser. Det kræver derfor toptrænere og et støtteapparat i top at matche topatleten.
Trivsel - eller mental sundhed - er en forudsætning for toppræstationer. Det er jo egentlig såre simpelt. Hvordan kan man forvente en toppræstation af en atlet, der er usikker på egne evner, føler sig overset, ikke lyttet til, har smerter, eller som har problemer udenfor idrætten, som ikke er kendt eller forstået? Som kort sagt ikke trives?
Der er ikke noget nyt i dette. Det er derfor paradoksalt, at man kan tale om OL i Tokyo 2021 som den begivenhed, der langt om længe gjorde det okay at tale om mentale udfordringer hos topatleter. Når Simone Biles, Naomi Osaka og på hjemlig grund Rene Holten Poulsen fortæller åbent om deres problemer, bliver der lyttet.
Jeg vælger at opfatte dette positivt. For der er stadig et stort udviklingspotentiale, når det gælder topatleternes mentale sundhed. Præstationsanalyser og teknisk innovation af alle slags vinder mere og mere frem i elitesporten. Hvordan vi øger præstationerne gennem øget trivsel hos atleterne er et lidt mere diffust område.
For mig er nøgleordene kommunikation og empati. Trænere og støttepersoner er typisk meget resultatorienterede og går hurtigt i løsnings-mode. Tal mere sammen. Lyt meget mere til atleterne i stedet for altid at fortælle dem, hvad de skal gøre. Giv mere ansvar til atleterne. Forklar årsagen til dine dispositioner og lad være med at tro, at atleterne forstår, hvorfor du gør, som du gør, for atleten ser altid tingene fra sin egen synsvinkel. Hav eksterne "mentale støttepersoner", der ikke har autoritet overfor atleten, f.eks. i forhold til udtagelser, og som atleten derfor kan tale frit med. Det vil være gode steder at starte.
For hvis trivsel er lig med mental sundhed, så er bedre mental sundhed et skridt på vejen mod bedre resultater!"
